Aquaponics med Jean
Jeg har fået en
god ven hernede, som i høj grad er blevet min støtte i min tilvendelsesproces.
Han hedder Jean, er franskmand, men i endnu højere grad europæer, og har nu
været i Hawassa i 7 måneder. Han har lært lidt amharic, så han har meget nemmere ved at kommunikere med de lokale
end jeg og så kender han byen og dens offentlige hemmeligheder efterhånden. Han
har hjulpet mig med at finde det Guest House
jeg bor på og har forhandlet sig ned fra 5000birr for en måned til 3000birr. At
det kan lade sig gøre er i sig selv imponerende. Da jeg skulle printe et
dokument afbrød han sine gøremål for at vise mig hvor og hvordan. Han har
introduceret mig til andre internationale, som det kan være en befrielse at
tale med, da vi alle er lige usikre her og ingen pludselig skifter over til amharic. Vi drikker ofte bunna sammen, spiser frokost eller taler
i timevis over et par kolde øl i dagens udvalgte bar. Specielt the Garden Bar er en yndlings på grund
af den uforstyrrede atmosfære og de små aber, foruden Chef’s Bar & Restaurant, hvor musikken er lækker.
John har både
været i praktik her og laver nu sit speciale. Det handler egentlig om
innovation, men drejer sig mere specifikt om et aquaponics projekt. Aquaponics er et landbrugssystem hvor man
dyrker planter i vand, samtidig med at man holder fisk. Fiskene har både den
funktion at de spiser alger, men også den at deres afføring giver næring til
det vand, som planterne lever af. Målet er at fiskene vokser sig store nok,
hurtigt nok, til at de kan spises. På den måde kan man i samme system både
dyrke planter og fisk.
Jeg var med Jean ude og se et af de steder hvor en sådan farm er sat op. Det er hos en mindre
landmand i Hawassa. De har en del problemer med at få systemerne til at
fungere. Både på grund af mangel på det rigtige udstyr – det er svært at skaffe
alle de materialer der skal bruges til at opbygge systemerne her nede – men også
fordi landmændene der skal drive det mangler viden. De har haft problemer med
at skaffe ordentligt fiskefodder til at få fiskene til at gro, og de er derfor
ikke vokset meget.
Ideen i projektet er virkelig god, og jeg håber virkelig at de får det op at
køre. Det er i teorien et meget effektivt system til at dyrke både fisk og
afgrøder, som kan have høj værdi for de landmænd der har dem.
Hele aquaponics systemet er vist her. De to palletanke indeholder fisk, thillapsia, fra den nærliggende sø. Vandet herfra ledes gennem et rør over i et bed med lavasten, hvor der kan sås de planter der senere skal bruges. Herfra bliver vandet iltet ved at blive smidt ned i en brønd, hvorfra det pumpes op i de lange rør, hvor i afgrøderne kan dyrkes. Her dyrkes en slags salat, der skulle være rimelig nem. Fra rørene løber vandet videre ned til fiskene i palletankene igen.
Overløbet fra så-bedet til brønden (og Jean)
Så-bedet med de små salatspirer.
Dryp og overløb i fisketanken.
De små salatspirer gror i lavasten og stikker rødderne ud af deres potter og ned i det næringsrige vand, som løber igennem rørene. Dyrkningsområdet er overdækket for at skærme planterne mod det kraftige sollys.






Kommentarer
Send en kommentar