Færdigt feltarbejde

Det er svært at få skriveriet til at følge oplevelserne her. Det bliver til sporadiske håndnoter, fotografier og snapshots med mobilen. Jeg har færdiggjort mit feltarbejde i løbet af 4 intense dage på 4 forskellige lokaliteter, kebeles, fra torsdag til søndag i sidste uge. Det tog 3 uger at tage tilløb til, men da arbejdet endelig var i gang gik det virkelig stærkt.

Jeg har fået 60 besvarelser af mit spørgeskema fra de landmænd vi besøgte og selvom besvarelserne har svingende kvalitet, så tror jeg stadig på at det er gode data. Der er til tider spørgsmål, der ikke er blevet besvaret og andre hvor der er svaret i øst, når der bliver spurgt i vest. Det er en kende frustrerende. Jeg har allerede mange ideer til konkrete ting jeg vil gøre bedre næste gang jeg skal lave feltarbejde (for der bliver en næste gang, jo). En af dem er, at det ville hjælpe gevaldigt ikke at være hvid eller ikke at være til stede. En af mine hjælpere oversatte for mig, at den lokale mobilizer, om det kontante ”incitament” hun modtog, sagde: ”Why dont I get more when you have a white person with you?”. Det i sig selv er lidt rystende og demotiverende.

Jeg har haft blandede følelser med det feltarbejde, jeg har lavet; nogle steder har folk været utroligt åbenhjertige og varme, andre steder har de være anmassende, uforskammede og ubehagelige. Jeg oplever store kulturforskelle både på mig og dem, men så sandelig også de lokale imellem. Det har været virkelig spændende at se markerne og haverne som folk lever af, at se de afgrøder de dyrker og de metoder de bruger. Jeg har set indersiden af et af de traditionelle, lerklinede, runde huse, hvor mennesker og dyr bor side om side. Jeg har forsøgt mig med få ord på Amharic i landsbyer, hvor de taler Oromic, og følt mig ret fjollet. Jeg har jaget børn væk, der blev for pågående og glædeligt hilst på andre. Jeg er blevet overbegloet, grinet af og gået tæt på i en sådan grad, at jeg til sidst har følt halsen snøre sig sammen og tårerne presse sig på. Jeg har også taget mig sammen, bedt om hjælp og har fået den. Jeg er blevet inviteret på kaffe, har taget hundredevis af billeder og er lykkeligt undsluppet lange blikke, når jeg har sat mig ind i en Bajaj og er kørt tilbage mod byen.

Det har været en kæmpe oplevelse. Det har været hårdt og frustrerende, men enormt spændende og jeg er virkelig glad for at jeg tog den beslutning at tage af sted. Nu satser jeg på at tage en uges ferie – tirsdag om en uge tager jeg til Addis Ababa for at tage et fly til Stockholm og derefter et til København. Indtil da har jeg besluttet mig for, at jeg vil se andet af Etiopien end Hawassa og de omkringliggende kebeler. Jeg vil se den natur, som Etiopien er så berømt for og opleve det højland, som er så rigt på arter og oplevelser. Jeg vil til Bale Mountains, som ligger nogle timers bustur herfra. Efter at have snakket med andre kvindelige rejsende har jeg besluttet at tage af sted alene og forhåbentlig finde nogle andre turister at følges med på vejen. Hvis jeg bare trækker vejret dybt ind tør jeg godt – men i må ikke sige det til min mor.