Første step af feltarbejdet

21. april. 2017

Jeg har lige bestilt bunna på det lille sted ved søbredden. Efter et par dage hvor jeg ikke har været hernede havde jeg lyst til at slappe lidt af ved udsigten over søen. Musikken er lidt højere i dag end den plejer, men det er musik af den old-school slags, som er ret lækkert at lytte på. Kaffen er ikke lige så god i dag som den ellers har været, men søen er lige så smuk som den plejer, og det er i virkeligheden det der tiltrækker mig.

Jeg tror lige strømmen er gået på cafeen, for musikken stoppede meget pludseligt. Nu kan jeg høre lyden af stemmer der snakker med hinanden eller i telefon ved de små plastikborde omkring mig. De forskellige fuglelyde, der er så fremmedartede fra dem derhjemme, kommer til sin ret når musikken slukkes. Nu er det eneste tegn på storby lyden af motorstøj fra en enkelt turistbåd på vandet.

I dag stod jeg sent op, selvom jeg egentlig havde planlagt en løbetur i morgenens ro og kølighed. Dagene starter heldigvis relativt sent her og det passer mig udmærket. Ud over den ortodokse kirkes ugudelige tidspunkter for deres prædikener, som bliver broadcastet over højtalere til hele kvarteret, er der relativt stille i Hawassa om morgenen. Måske er tidspunktet netop valgt for at komme fanden i forkøbet med hensyn til at få sko på.

Planen for i dag er klar – jeg skal samle op på de erfaringer jeg gjorde mig i går, hvor jeg var ude og lave en pre-test af mit spørgeskema hos nogle landmænd. Det lærte jeg virkelig meget af. Det var anderledes end jeg havde forestillet mig på flere måder. Både i forhold til interviewteknik, område og livsstil. Området, som vi var i, var ikke den slags landsbyområde jeg havde forestillet mig. Det var nærmere sammenligneligt med en provinsbys villakvarter, blot med etiopiske standarder. De boede altså ikke selv på den jord de dyrkede, som jeg troede at de gjorde. Det i sig selv var en stor overraskelse.

Det var første gang jeg besøgte et privat hjem. Det var meget anderledes end jeg havde forestillet mig. Vi blev ført gennem en smal gang og ind i en stue, som var malet … og havde højt til loftet. Luften var tyk og tung af en slags røg, som jeg snart fandt ud af kom fra den lille opsats til kaffeceremoni som også var i stuen. Der var store bløde sofaer og et lille bitte TV i hjørnet, som tiltrak sig min opmærksomhed med dets meget anderledes programmer og reklamer. En mand sad i en lænestol og drak hjemmelavet øl, tella, som vi også snart ville blive budt på. Vinduerne var uklare i glasset så man ikke kunne se igennem dem og der var dunkelt i rummet. For enden af rummet var en slags kommodeopsats, som man ville finde den i mange hjem rundt omkring i verden. Her var billeder af familiemedlemmer og helgener.

Den ældre kvinde, som havde budt os velkommen kom snart med tella til os og jeg forsøgte at skjule min gru over den uklare, brunlige væske der blev hældt op i et glas til mig. Smagen var som en tynd blanding af flad Guinness og gær-vand. Mine to interviewere, Biruk og Mengistu, var glade for at få tella og talte begejstret om den sentimentalitet de oplevede ved at drikke det. Det var ligesom at være hjemme.

Biruk interviewede den ældre kvinde, mens jeg lyttede og svarede på de opklarende spørgsmål han måtte have. Jeg tog begejstret noter hver gang der var noget som Biruk eller kvinden gav udtryk for ikke gav mening – det var jo netop disse pointer jeg ville have med hjem, så jeg kunne løse problemerne inden de rigtige interviews.

Nu sidder jeg i kantinen på Campus, som er en mærkelig stor bygning med relativt få besøgende. Her hvor jeg har sat mig er der skygge og det lufter lidt – det er den perfekte kombination på en dag som denne, hvor temperaturen er uudholdelig. Jeg ved ikke helt hvordan det fungerer her, men jeg håber gevaldigt på, at der kommer en tjener forbi, så jeg kan bestille noget mad. Jeg er blevet sulten mens jeg har siddet hjemme på værelset og arbejdet. Jeg ville gerne have kontaktet min vejleder på mail, men internettet på guesthouset har ikke virket i dag. Nany, der officielt er manager, gør ikke meget for at ”manage” problemet. Ikke andet end at sige: ”Maybe afternoon” og ”I not so well”. Det i sig selv er jo forståeligt nok, men underbygger min tese: servicemindet er ikke et ord man kan beskrive ethioperne med. Tjeneren her i kantinen går ugideligt rundt og har nok heller ikke tænkt sig at tilbyde mig noget service lige med det samme. Jeg klager ikke over denne mangel på service, men jeg undres til stadighed.

Jeg har ikke fået lavet alt hvad jeg gerne ville nå i dag, men dog det meste. Manglen på internet satte en stopper for mine afsluttende gøremål. Da jeg skulle til at vende tilbage til mit guesthouse ringede min nye ven John igen, og vi besluttede at tage en øl. Det blev til fem timers snak og en gang aftensmad, som det skulle vise sig at jeg fortrød at have spist.