Det kan øse, det kan pøse, det feltarbejde

26. april 2017

Det brager udenfor, som var bygningerne ved at blive revet ned om ørerne på os. Regnen falder fra himlen med en tropisk intensitet. De studerende, der også har søgt ly i laboratoriebygningen, griner højt af en video de ser på en af deres bærbare computere. Der er netop blevet mørkt i rummet, da strømmen gik endnu en gang. Det sidste døgn har der ikke rigtig været strøm i byen, men at dømme efter alle andres reaktioner er det ikke ualmindeligt. ”Den kommer snart tilbage” siger de fortrøstningsfuldt og diskuterer, om det mon var bedre om elektriciteten blev privatiseret. Det er en diskussion der ikke rigtig ender nogen steder, for det er som om, det er svært at sige, at staten ikke fungerer. Det er begrænset hvor meget jeg har fået arbejdet i går og i dag, for da min computer løb tør for strøm i går formiddags var resten af byen også løbet tør. Den skriveproces, der ellers lige gik så godt, blev hurtigt afbrudt. 

I dag har jeg forsøgt at planlægge feltarbejde. Det er håbløst svært. Egentlig var det meningen af vi skulle afsted i dag, men en af mine hjælpere fortalte pludselig at han faktisk havde undervisning, selvom vi tidligere var blevet enige om, at dette tidspunkt passede alle godt. Det er en smule svært at arbejde med.

Et øjeblik blinker lyset i lokalet og lysstofrørene, der giver mig en gusten hudfarve, tænder langsomt igen. Strømmen er tilbage. Det er også som om regnen stilner en smule af, så den nu kun er almindelig tung regn.

Jeg har nu fået endnu en hjælper og jeg har tegnet et skema over de næste fire dage, som jeg desværre allerede ser falde fra hinanden med utrolig hast. Det er imponerende hvor useriøst aftaler bliver taget her. Specielt skulle man mene, at faglige, professionelle aftaler ville blive taget seriøst, men dette er desværre ikke tilfældet. Derudover har jeg i dag erfaret, at etiopierne ikke kun har deres egen kalender, men også deres egen form for tidsangivelse. Dette betyder at kl. 14.00, 2pm, på Etiopisk er kl. 08.00, og gør ikke forvirringen mindre. Derfor tror jeg nu, at da vi til pre-testen skulle mødes kl 7, og jeg var tidligt oppe, men ikke kunne få fat i nogen og derfor ventede utålmodigt det meste af dagen, var det i virkeligheden bare fordi jeg ikke vidste at kl 7 var kl 13. African time har fået endnu en dimension.

Det er utrolig svært at finde ud af, hvad der er nødvendigt for mig at gøre i forbindelse med disse her interviews og hvad mine hjælpere tager sig af. Mange af de praktiske ting er stort set umulige for mig at gøre, da de kræver et kæmpe lokalkendskab. Det er f.eks. at få lavet de letters of permission, som vi skal bruge for at få det lokale bureaukrati til at føje os. De skal selvfølgelig være på Amharic og have diverse underskrifter og stempler fra vigtige folk. Andre ting bliver jeg konstant spurgt om, som f.eks. hvilken landsby jeg syntes vi skal udføre feltarbejdet i. Dette er stort set umuligt for mig at svare på uden kendskab til området, og det gør mig usikker på mit arbejde, når jeg ikke ved, hvad jeg skal svare.

Nu håber jeg at der i det mindste er styr på planen for i morgen og så krydser jeg fingre for, at det rent faktisk kan lade sig gøre at have afsluttet dataindsamlingen på søndag. Hvis ikke tror jeg, at jeg sætter mig ned og tuder en lille smule over alt det, jeg ikke forstår. Min eneste trøst er, at etiopierne selv heller ikke forstår det.