Første dag i Etiopien

Dagbog fra tirsdag d. 11. April skrevet onsdag og torsdag

Det har været en lang første dag i Etiopien. Jeg tog afsted fra København med fly til Stokholm kl 19. Senere samme aften tog jeg videre med et kæmpe fly til Addis Ababa, hvor jeg landede kl 7 lokal tid. Det gik så smertefrit med både turen, baggagen og visumansøgningen i lufthavnen at jeg nærmest blev mistænkelig.

Da jeg ankom i Addis var jeg en smule forvirret, men også målrettet og håbefuld. Jeg ville blive hentet ved lufthavnen af en af Fikadus - min lokale vejleder - venner. Ude i ankomsthallen var der først et område for alle de fancy hoteller og transportfirmaer. Mange prøvede at få mig med til deres hotel, men jeg fik afværget og fundet døren ud til det fri. Her var der endnu flere der forsøgte at tilbyde en taxa, men også dem fik jeg forklaret, at jeg ikke havde brug for deres hjælp. Derefter stod der en horde af mennesker og ventede på de ankomne. Der var små familier der blev genforenet og businessmænd der formelt gav hånd. Jeg skulle finde Alex, som Fikadus ven hed, men det var ikke nemt, for jeg anede ikke hvordan han så ud eller om han overhovedet var ankommet. Jeg have sms’et til ham fra lufthavnen, men var kommet meget hurtigere gennem visumkøen end forventet. Jeg havde fået at vide at han ville have et skilt med mit navn på, men et sådan kunne jeg ikke se. Derfor satte jeg mig i den tidlige morgensol og ventede, mens jeg kiggede på alle de ankomne.

Alex dukkede op i mængden med et håndskrevet stykke papir hvorpå der stod ”Line, this is Alex”. Jeg tænkte at det kun kunne være rettet til mig. Alex var i familie med Fikadu, fik han hurtigt fortalt mig, mens vi gik hen til hans bil. Min tunge rygsæk kom i bagagerummet og jeg selv på forsædet. Vi kørte afsted fra lufthavnens parkeringsplads, der på alle måder var kaotisk. Trafikken i Addis var ikke mindre kaotisk. Fodgængere gik uden hensynstagen til deres eget liv og biler kørte i et vejbaneløst system. Det virker som om alle, lidt ligesom os, havde sat sig i bilen og var begyndt at køre uden helt at have et mål for turen. På den måde skifter biler vognbane i flæng og holder ind til siden på mærkelige steder og tidspunkter. Vi var i konstant telefonisk kontakt med Fikadu i et forsøg på at mødes. Det blev aftalt at vi skulle vente på ham på en cafe, og vi kørte lidt mere rundt for at finde en cafe hvorved vi også kunne parkere. Jeg kom aldrig til en forståelse af parkeringsreglerne; der var ingen skilte der forklarede dem, men alligevel var der steder med fin plads, hvor vi ikke kunne parkere og steder, der tydeligt spærrede for trafikken, hvor vi godt kunne. 

Vi fandt en nydelig cafe, vestlig i interiøret, hvor jeg bestilte en kop kaffe. Jeg havde stort set ikke sovet på flyet, så den var meget tiltrængt. Vi snakkede om hvad vi lavede – Alex underviser på Black Lion hospitalet i noget meget teknisk med røntgenmaskiner. Black Lion, fortalte han, er det bedste hospital i Etiopien. Jeg føler af en eller anden grund at det er godt at have kontakter der.

Kaffen her er stærk. Det er en slags espresso der bliver kogt i lerkander over gløder. Den er lidt tyk i det og bliver serveret med rigeligt sukker. Jeg skal lige vende mig til den.

Efter flere samtaler med Fikadu (jeg begriber ikke hvordan Afrika har kunnet fungere før mobiltelefonen?) fandt vi ud af at vi måtte ud at køre for at finde ham. Efter en del u-vendinger lykkedes det.

Fikadu er rigtig rar. Han sørger virkelig for, at jeg har det godt. Fordi turen havde været lang fandt han et hotel til mig, efter vi havde hævet penge i Nationalbanken. På hotelværelset fik jeg en lur i et par timer, hvorefter vi mødtes igen. Jeg havde stadig den stærke kaffe i blodet og var påvirket af alt det nye og anderledes omkring mig, så det blev kun en slags pseudosøvn. Fikadu havde fået en aftale igennem med Dan Church Aid (Folkekirkens Nødhjælp) og Lidet, som jeg tidligere havde forsøgt at kontakte, så vi gik til deres hovedkvarter. Vi skulle tale med dem om hvad de har opnået i deres forskning i quinoa og markforsøg med afgrøden.
Mødet gik rigtig godt. Jeg fik optaget det meste på min telefon, selvom der var en del støj omkring. Hvis jeg kan få de data som Lidet lovede mig, så tror jeg at jeg kan komme langt. Det bliver virkelig spændende at se hvad de har!

Fikadu og jeg aftalte at det ville være en god ide at tage til Hawassa samme aften. Set i bagklogskabens lys, havde det nok været meget rart at vente til næste morgen, men sådan skulle det ikke blive. Fikadu skulle tilbage og arbejde og syntes at det ville være bedre og nemmere hvis vi fulgtes. Det kunne jeg kun være enig i. Bare at finde den minibus vi skulle med havde været en enorm udfordring hvis jeg havde været alene. Der sad en enkelt kvinde og ventede da vi fandt bussen i noget der lignede en baggård for udtjente køretøjer. Jeg tænkte at det ville blive en behagelig tur, men jeg skulle blive klogere. Her er der ingen der kører en halvtom bus 280 km gennem landet. Så hellere overfylde.

Jeg forstod ikke så meget af hvad der foregik, men det blev hurtigt klart for mig at én passager per sæde ikke betød at bussen var fyldt. Vi samlede flere op og endte med at være i hvert fald 6 personer for meget i bussen. Det tog ingen sig af. Ikke engang den betjent der stoppede os på vej ud af byen – i hvert fald ikke så længe han fik sin bestikkelse.

Turen, som Fikadu sagde ville tage 3,5 time tog i hvert fald 5. Vi var først taget fra Addis ved 17-18 tiden og var i Hawassa omkring kl 23. Der blev vi sat af tæt ved det hotel jeg skulle bo på de første par nætter. Det var et fancy sted, der også var lidt dyrt. Vi spiste lidt aftensmad på hotellet, men de havde kun kød, så jeg søbede sovsen op fra det. Jeg var hundesulten, træt og havde ikke mod på at udføre nogen anden bestilling. Jeg smagte et enkelt stykke kød, men jeg er ikke blevet gladere for det i min tid som vegetar. Jeg måtte lade resten stå.
Da jeg endelig kom i seng var det allerede midnat og jeg var segnefærdig.